Staten har næsten altid ret – men kun næsten

– Det siges, at staten altid har (eller i hvert fald får) ret, når det kommer til retssager.

KLAR Advokater har det seneste halve års tid ført et par sager med staten og dens virksomheder som modpart, som viser, at der er undtagelser til denne regel:

Finansiel stabilitet mod den tidligere ledelse i EIK Bank DK

Et kolossalt omfattende og principielt søgsmål anlagt af ”statens finansielle skraldespand”, Finansiel Stabilitet, mod den tidligere ledelse i EIK Bank Danmark endte i juni 2020 efter ca. 8½ års proces med Højesterets fuldstændige frifindelse af den sagsøgte ledelse.

Sagen belyser bl.a., i hvilket omfang domstolene prøver ledelsens forretningsmæssige skøn i tilfælde, hvor ledelsen alene har handlet i selskabets interesse.

I de centrale præmisser fastslår Højesteret:

(1) At beslutning om at yde et lån navnlig beror på en kreditvurdering af låntager, hvori bl.a. indgår formålet med lånet, låntagers økonomiske forhold, den stillede sikkerhed og kundens evne til at drive virksomhed, herunder i lyset af den økonomiske konjunktur.

(2) Vurderingen af, om lånebevillingen har været forsvarlig, skal foretages på grundlag af de oplysninger, der forelå på bevillingstidspunktet (dvs. der skal ikke foretages en bagklog efterprøvelse).

(3) Det indgår i vurderingen, om ledelsen – hvis der har været anledning til det – har sørget for, at eventuelle nødvendige yderligere oplysninger blev tilvejebragt.

(4) Domstolene må udvise forsigtighed med at tilsidesætte ledelsens forretningsmæssige skøn (dvs. at business judgment rule finder anvendelse).

(5) Dette gælder også i relation til vurderingen af, om de foreliggende oplysninger udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for kreditvurderingen. Der skal med andre ord ikke sondres mellem grundlaget for det forretningsmæssige skøn og selve skønnet – hvilket også oftest vil være en hypotetisk sondring.

Sagen belyser bl.a. også, hvordan forældelsesfristen skal beregnes i relation til direktionens særskilte ansvar vedrørende driftsdispositioner, som bestyrelsen orienteres om. Uden at fastslå at direktionen havde handlet ansvarspådragende, konstaterede Højesteret, at bestyrelsen havde været bekendt med de kritiserede dispositioner i mere end 3 år, inden sagen blev anlagt, hvorfor det rejste krav allerede af den grund var uberettiget.

KLAR Advokater (Peter Kierkegaard) repræsenterede direktøren med ansvar for kreditområdet i både landsretten og Højesteret. Læs dommen HER.

Skatteministeriet mod boet efter B

Navnlig på skatteområdet kan det være op ad bakke med staten som processuel modpart, men resultatet er heldigvis ikke altid givet på forhånd.

Der er i skatteforvaltningslovens § 27 fastsat grænser for, hvor længe skattemyndighederne må vente med at foretage ”ekstraordinær ansættelse”, dvs. omberegne skatten, efter at skattemyndighederne er blevet bekendt med, at den oprindelige skatteansættelse var forkert. Hvis den skattepligtige har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, er udgangspunktet, at skattemyndighedernes frist suspenderes. Men fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet til kundskab om (1) at den oprindelige skatteansættelse var sket på et forkert grundlag, og (2) at skatteborgeren har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, skal den ekstraordinære skatteansættelse varsles af skattemyndighederne inden for 6 måneder.

Sagen handlede om et dødsbo efter en ældre kvinde med ret enkle formueforhold. Hun var 95 år gammel, da hun døde og havde sin formue placeret i værdipapirer. Efter hendes død blev dødsboet mødt med et krav om ekstraordinær ansættelse af hendes skat. Kravet herpå opstod, fordi (viste det sig) hendes værdipapirer var registreret til en anskaffelsessum, der var 10 x for høj. Det havde over en årrække betydet, at hver gang hendes bankrådgiver solgte et værdipapir, blev der hos skat registreret et meget betydeligt og fradragsberettigende tab. Som følge heraf havde hun reelt ikke betalt skat i adskillige år.

Sagen, der blev henvist til Vestre Landsret som principiel, handlede om, hvornår skattemyndighederne kom til kundskab om forholdet, og om skattemyndighederne havde varslet rettidigt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Vurderingen heraf er (altid) konkret. På baggrund af bevisførelsen frifandt Vestre Landsret i oktober 2020 dødsboet under henvisning til, at skattemyndighederne kunne have konstateret, at de registrerede anskaffelsessummer var for høje ved at sammenholde oplysningerne i de enkelte årsoversigter fra B’s bank, som skattemyndighederne årligt modtog. Skatteministeriet har anket sagen til Højesteret. KLAR Advokater (Peter Kierkegaard) repræsenterede dødsboet i sagen for landsretten og fortsat for Højesteret. Læs afgørelsen HER.

Anklagemyndigheden mod X A/S og A

Virksomheder rammes fra tid til anden af krav fra myndigheder vedrørende særlovsovertrædelser. Disse sager føres som straffesager (uanset at virksomhederne næppe anser sig selv for ”kriminelle”). Nogle gange sigtes både virksomheden og de involverede medarbejdere.

Denne sag vedrørte en skadedyrsbekæmpelsesvirksomhed X og X’s medarbejder A, som var autoriseret rottebekæmper, som begge blev sigtet for at have udlagt rottegift i strid med den ret detaljerede lovgivning herom. X og A mente ikke at have handlet i strid med regelgrundlaget.

For at bekæmpe rotter i en forretning med tilknyttet kornlager havde A efter aftale med forretningens medarbejdere lagt rottegift i åbne bakker i depotrum mv., som kun var vanskeligt tilgængelige for forretningens kunder.

Efter den i dag gældende rottelovgivning skal rottegift altid dispenseres i lukkede sikkerhedsbakker, mens gift i åbne bakker i lokaler, der var utilgængelige, var tilladt efter den tidligere regulering – som var gældende på tidspunktet for giftudlægningen.

I anklageskriftet var der rejst tiltale efter de nye regler, mens bevisførelsen handlede om, hvorvidt depotrummene var tilgængelige eller ej (hvad der var relevant efter de gamle dagældende regler). Både X og A blev frifundet i sagen, da anklageskriftet ikke omhandlede og beskrev de forhold, som var relevante efter den lovgivning, som var gældende på tidspunktet for dispensering af giften.

KLAR Advokater (Peter Kierkegaard) repræsenterede både X og A i sagen. Læs dommen HER.