Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger ved de alm. domstole og kapitalens frie bevægelighed

– Retsplejelovens klare udgangspunkt er, at sagsøger ikke skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til sagsøgte..

En undtagelse herfra gælder efter retsplejelovens § 321 for sagsøgere, der ikke har bopæl eller hjemsted i EØS. Her er udgangspunktet det modsatte, nemlig at der skal stilles sikkerhed, hvis sagsøgte fremsætter anmodning herom. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af retten, som dog kan fritage for sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det. Manglende sikkerhedsstillelse medfører afvisning af sagen.

Dette er blandt andet relevant i ”securities litigation”: Sager, hvor internationale investorer i aktier i et dansk selskab skuffes over aktiens kursudvikling og rejser krav mod selskabet/ledelsen med påstand om, at relevante kurspåvirkende oplysninger ikke var offentliggjort på investeringstidspunktet. I sådanne sager kan påstandsbeløbene være meget betydelige – hvorfor den sikkerhedsstillelse, som retten fastsætter, typisk også vil være betragtelig.

For sagsøgere uden for EØS kan kravet om sikkerhedsstillelse være en barriere for sagsanlæg i Danmark, idet investeringer i Danmark dermed gøres mindre attraktive for ”kapital” fra tredjelande end fra EØS-lande.

Dette skal ses i lyset af EU-rettens regler om kapitalens frie bevægelighed (TEUF artikel 63), som ikke kun beskytter kapitalbevægelser mellem personer og virksomheder i EØS, men også kapitalbevægelser mellem EØS-lande og tredjelande (til forskel fra de øvrige fri bevægelse-beskyttelser, der alene beskytter EØS-retssubjekter).

Spørgsmålet er, om de internationale investorer kan påberåbe sig EU-rettens regler om kapitalens frie bevægelighed som argument mod rettens krav om sikkerhedsstillelse.

Ny praksis

I en verserende retssag for Østre Landsret, hvor KLAR Advokater repræsenterer en række udenlandske investorer, anmodede modparten Østre Landsret om, at pålægge de udenlandske sagsøgere at stille sikkerhed for evt. idømte sagsomkostninger.

KLAR gjorde under sagen gældende, at krav om sikkerhedsstillelse ville være i strid med EU-retten, i hvert fald for så vidt angår de sagsøgere, der havde hjemsted i stater, hvis retssystemer i vidt omfang lægger udenlandske dommes resultater til grund (hvilket er tilfældet for de fleste Commonwealth-stater).

Et af argumenterne var, at hvis en dansk dom i udgangspunktet lægges til grund af et udenlandsk retssystem, vil det være uproportionalt at stille krav om sikkerhedsstillelse i Danmark, da sagsøgte – hvis sagsøgte måtte vinde sagen i Danmark – forholdsvis let vil kunne håndhæve den danske dom i udlandet. Et krav om sikkerhedsstillelse på potentielt flere millioner vil ikke være proportionelt i forhold hertil.

Når der for en dansk domstol opstår et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, kan (eller skal, hvis der er tale om sidste instans) den nationale ret anmode EU-Domstolen om at afklare det EU-retlige spørgsmål (præjudiciel forelæggelse).

Østre Landsret afsagde kendelse i sagen den 10. februar 2021 uden præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen og pålagde sagsøgerne, at der skulle stilles sikkerhed svarende til 1,5 pct. af påstandsbeløbene i sagerne. Kendelsens præmisser behandler ikke den EU-retlige vinkel på spørgsmålet om sikkerhedsstillelse.

Appel- og klagemuligheder

En afgørelse af denne karakter kan ikke appelleres i det danske retssystem.

Privatpersoner og selskaber har ikke selvstændig søgsmålskompetence for EU-Domstolen om sådanne spørgsmål.

I stedet kan man klage til EU-Kommissionen, som – såfremt Kommissionen skønner, at der er grundlag for klagen – kan iværksætte traktatbrudssag mod staten. Denne proces har den store fordel, at man som klager ikke har omkostningerne med at føre en (ofte) omkostningstung traktatbrudssag ved EU-Domstolen, men omvendt den ulempe, at man som klager ikke har et retskrav på, at sagen skal føres.