Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger i voldgiftssager

– Som indklaget i en voldgiftssag vedrørende et væsentligt krav, rejst af en modpart med svag økonomi, kan man frygte, at klager ikke vil være i stand til at betale idømte sagsomkostninger. Det findes der imidlertid (potentielt) en løsning på.

I Voldgiftsinstituttets Regler for behandling af voldgiftssager er en regel om sikkerhedsstillelse for evt. idømte sagsomkostninger. Bestemmelsen lyder:

”Voldgiftsretten kan efter anmodning fra en part træffe bestemmelse om, at den anden part skal stille sikkerhed for eventuelle omkostninger, som voldgiftsretten måtte pålægge denne ved en endelig voldgiftskendelse. Stilles der ikke sikkerhed som anført, kan voldgiftsretten afslutte eller udsætte behandlingen af den pågældendes påstande, bortset fra påstande om afvisning eller frifindelse.”

Bestemmelsen, som blev indført i Voldgiftsinstituttets Regler i 2013 (§ 6, stk. 8) og er videreført uændret i 2021-reglerne (§ 12, stk. 3), har et ganske begrænset anvendelsesområde. Selv i sager, hvor klagers økonomi er svag, er det langt fra altid at bestemmelsen finder anvendelse. Som indklaget i sådanne sager må man derfor overveje, hvordan man alternativt kan sikre sig imod, at modparten ikke er i stand til at betale idømte sagsomkostninger.

Formål

Om formålet med bestemmelsen peger Steffen Philblad i ET.2013.303 på, at

”der især i de senere år er rejst spørgsmål om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger i sager, hvor den pågældende part har en begrænset økonomisk formåen og samtidig har rejst et substantielt (mod)krav, som ikke umiddelbart forekommer velbegrundet.”

Bestemmelsen sigter mod at varetage hensynet til den part, der bliver mødt af et stort, men udokumenteret krav af en økonomisk svag modpart, og hvor der derfor er ringe udsigter til få betalt de idømte sagsomkostninger.

Snævert anvendelsesområde

De nærmere betingelser for anvendelse af bestemmelsen om sikkerhed for sagsomkostninger i voldgiftsinstituttets regler fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd, herunder om bestemmelsen har karakter af en undtagelsesbestemmelse. Men efter praksis ligger det fast, at bestemmelsen har et ganske snævert anvendelsesområde.

Det skyldes bl.a., at den part, der ikke er i stand til at efterkomme et påbud om sikkerhedsstillelse, risikerer at voldgiftsretten afslutter eller udsætter behandlingen af den pågældende parts krav. På baggrund af den betragtning anfører Steffen Philblad, at

”anvendelsen af bestemmelsen [bør] have undtagelsens karakter og formentlig reserveres til tilfælde, hvor der er mistanke om, at en part på ”svage økonomiske fødder” gør substantielle modkrav gældende i chikanøst øjemed.”

Man kunne overveje, om ikke det for de fleste parter ved accept af voldgift og udgifterne forbundet hermed er en væsentlig forudsætning, at en kravstillende modpart, som voldgiftsaftalen er indgået med, er i stand til at betale evt. idømte sagsomkostninger.

Dette forudsætningssynspunkt, der kunne tale for et bredere anvendelsesområde af bestemmelsen om sikkerhed for sagsomkostninger, har ingen klangbund i praksis.

Aktuel praksis

Der er i begyndelsen af 2021 truffet afgørelse i to sager om anvendelsen af § 6, stk. 8.

Ved kendelse fra januar 2021 afviste voldgiftsretten at pålægge indklagede at stille sikkerhed for eventuelle omkostninger, som klageren måtte blive pålagt. I afgørelsen fra januar 2021 anføres:

”§ 6, stk. 8, udgør en fravigelse af det almindelige princip om, at en part ikke skal stille sikkerhed for eventuelle sagsomkostninger, som modparten måtte blive tilkendt. Det forhold, at den indklagede i en voldgiftssag måtte stå på svage økonomiske fødder, findes således ikke i sig selv at kunne begrunde, at bestemmelsen bringes i anvendelse, og der er ikke i øvrigt påvist sådanne særlige omstændigheder, at der er anledning til at bringe bestemmelsen i anvendelse.”

Ved kendelse fra marts 2021 tog voldgiftsretten heller ikke indklagedes anmodning om sikkerhedsstillelse til følge. Begrundelsen for resultatet var helt kort. Det blev anført, at § 6, stk. 8 har karakter af en undtagelsesbestemmelse, og at der i sagen ikke fandtes at være sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde anvendelsen af reglen.

Tilsvarende internationale voldgiftsregler

Tilsvarende bestemmelser om sikkerhedsstillelse findes i andre institutionelle voldgiftsregelsæt, f.eks. SCC Rules artikel 38, stk. 1 og 2, der lyder:

“(1) The Arbitral Tribunal may, in exceptional circumstances and at the request of a party, order any Claimant or Counterclaimant to provide security for costs in any manner the Arbitral Tribunal deems appropriate.

(2) In determining whether to order security for costs, the Arbitral Tribunal shall have regard to: (i) the prospects of success of the claims, counterclaims and defences; (ii) the Claimant’s or Counterclaimant’s ability to comply with an adverse costs award and the availability of assets for enforcement of an adverse costs award; (iii) whether it is appropriate in all the circumstances of the case to order one party to provide security; and (iv) any other relevant circumstances.”

Modsat bestemmelsen i voldgiftsinstituttets regler, fremgår det udtrykkeligt af ordlyden af SCC Rules artikel 38, at bestemmelsen kun finder anvendelse ”in exceptional circumstances”.

Om anvendelsesområdet anfører Carl Persson og Bruno Gustafsson i ”A practitioner’s guide to security for costs at the SCC” at

“From a policy perspective, one of the primary reasons that the prospects of success of the claims may constitute a relevant factor in the arbitral tribunal’s assessment relates to the interest of averting frivolous claims. This is illustrated, inter alia, by ICC case 12035, in which the tribunal stated that “arbitrators overcome their normal reluctance to grant security for costs only in cases where the Claimant’s case is abusive or extravagant.”

I ICC’s Arbitration Rules artikel 28, stk. 1 er tillige en bestemmelse, der hjemler krav om sikkerhed. Om denne bestemmelse påpeger Otto Sandrock i “The Cautio Judicatum Solvi in Arbitration Proceedings”, at

“All legal authors who acknowledge such power, as well as the few arbitral tribunals which have already made use of it, agree that the issuance of an order for a cautio judicatum solvi is not permissible unless special circumstances require it for the protection of the defendant”.

Fortolkningen af voldgiftsinstituttets bestemmelse om sikkerhed for sagsomkostninger, er således på linje med de lignende regler om sikkerhedsstillelse i SCC og ICC.

Taktiske overvejelser

Henset til det snævre anvendelsesområde for § 12, stk. 3, må man som indklaget i en sag, hvor klager har rejst et stort, men udokumenteret krav og hvor klagers økonomiske formåen er begrænset, overveje andre måder at sikre sig på.

Hvis klager lånefinansierer sin sagsførelse via sine kapitalejere, fordi klagers egen økonomi ikke kan finansiere sagsførelsen, taber sagen og idømmes omkostninger, som klager ikke er i stand til at betale (og som kapitalejeren ikke vil dække), kan der være basis for ansvar for de ikke betalte sagsomkostninger for kapitalejeren.

Dette var bl.a. tilfældet i Van der Boom-dommen (UfR 2018.1487 H), hvor et moderselskab blev idømt at betale sagsomkostninger til modparten i en sag, som datterselskabet havde ført (og tabt), i en proces, som var finansieret af moderselskabet.

Hvis man som indklaget i en voldgiftssag vedrørende et umiddelbart udokumenteret, væsentligt krav, som er rejst af en modpart med svag økonomi, ikke har held med at komme igennem nåleøjet og få voldgiftsretten til at pålægge modparten at stille sikkerhed for sagsomkostninger, kan det være relevant at gøre modparten(s ejer) opmærksom på risikoen for ansvar for sagsomkostninger.

Ved at gøre modpartens ejer opmærksom på problemstillingen kan man i hvert fald i visse tilfælde øge chancen for efterfølgende af gøre kapitalejeren ansvarlig for ikke-betalte sagsomkostninger. En sådan meddelelse kan også have den virkning, at kapitalejeren vælger ikke at fortsætte finansieringen af sagen.

Hvis I har spørgsmål til ovenstående, skal I være meget velkomne til at kontakte os.