Sagsøger tilkendt sagsomkostninger som ”tabende” part

– Østre Landsret har i en nylig kendelse afgjort, at den vindende part i en civil sag skulle betale sagsomkostninger til den tabende part, idet den vindende part unødigt havde foranlediget sagsanlægget samt i øvrigt havde handlet på en sådan måde, at denne skulle erstatte modpartens udgifter i medfør af retsplejelovens § 318.  

Sagen blev ført af advokat Daniel James Pedersen, som repræsenterede kærende (H), der fik medhold i landsretten. Afgørelsen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen (U.2021.4704).

Sagens faktiske omstændigheder

Sagen omhandlede en indgået aftale i oktober 2018.

H leverede ydelserne i henhold til aftalen, og fremsendte løbende fakturaer, som C ikke betalte. Et par måneder senere gjorde C indsigelse om falsk, idet C påstod, at denne havde været udsat for identitetstyveri.

C fik tilsendt en tro- og love erklæring fra H, hvilken C ikke sendte retur.

Sagen blev overdraget til inkasso, hvorefter der i det udenretlige forløb blev fremsendt adskillige rykkerskrivelser, hvoraf det bl.a. fremgik, at der ville blive udtaget stævning, såfremt der ikke skete betaling. C reagerede aldrig herpå.

I september 2019 anlagde H sag ved Retten i Lyngby.

I sagen blev der løbende udvekslet processkrifter, og hovedforhandling blev berammet til afholdelse i april 2020.

16. december 2019 indleverede C duplik med bilag C, der var en politianmeldelse af samme dato og som angik identitetstyveri vedrørende den indgåede aftale. Det var først nu, at H fra C havde fået et egentligt retligt grundlag at forholde sig til i forhold til sagen.

Senere hævede H derfor sagen, bl.a. også ud af fra en procesøkonomisk vurdering, idet sagens værdi tillige var begrænset til ca. 10.000 kr. 

H nedlagde samtidig påstand om, at C skulle betale sagsomkostninger i henhold til retsplejelovens § 318, ud fra det synspunkt, at sagsøgtes ageren var årsag til, at sagen unødigt var blevet anlagt, og at sagsøgte som følge heraf skulle betale sagsomkostninger, da sagsøgte som den eneste, havde kendskab til det faktiske forløb i sagen, og først fremkom med relevante oplysninger sent inde i sagens forløb.

Byrettens sagsomkostningsafgørelse

Retten i Lyngby lagde ved afgørelsen vægt på, at H som følge af at have hævet sagen måtte anses for at være den tabende part, og at C først under sagen fremkom med væsentlige oplysninger.

Retten besluttede herefter, at hver part skulle bære egne omkostninger.

Afgørelsen kæret

H kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse afgørelsen til landsretten.

H gjorde bl.a. gældende, at H skulle tilkendes sagsomkostninger i henhold til retsplejelovens § 318 henset til, at C på en uforsvarlig måde havde foranlediget sagsanlægget og først sent i sagen var fremkommet med væsentlige oplysninger, hvilke oplysninger C havde været i besiddelse af siden påbegyndelse af det udenretlige forløb og som var grundlæggende for H i bedømmelsen af sagen, ansvarsgrundlaget og hæftelsen.

Yderligere blev det gjort gældende, at der ved sagsomkostningsspørgsmålet i en sådan sag, ikke alene bør lægges vægt på, hvem der har tabt sagen, men at hele sagens forløb, herunder også det udenretlige, skal inddrages.

Østre Landsrets afgørelse

Østre Landsret omgjorde (med dissens) byrettens afgørelse og fandt, at C unødigt havde foranlediget sagsanlægget, og i øvrigt handlet således, at C skulle erstatte H’s udgifter til retsafgift og advokat. Østre Landsrets flertal fulgte dermed i det hele H’s argumentation.

Perspektiv

Erfaringen viser, at byretterne er yderst tilbageholdende med at anvende retsplejelovens § 318. Afgørelsen kan derfor få betydning for retstilstanden i lignende sager, idet Østre Landsret fastslår, at en ”tabende” part kan blive tilkendt sagsomkostninger, hvis den ”vindende” part i det uden- og indenretlige forløb har handlet, eller har forholdt sig passivt, på en sådan måde, at sagen unødigt blev anlagt, som følge af manglende relevante oplysninger, som den ”vindende” part har været nærmest til, i besiddelse af og som denne har haft mulighed for at delagtiggøre.

Afslutningsvis kan afgørelsen have en præventiv effekt på de sager, hvor en sagsøger ikke procesmæssigt har andre udveje end at anlægge en sag som følge af modpartens passivitet og manglende ageren, og hvor modparten først langt inde i det indenretlige forløb fremkommer med nødvendige og relevante oplysninger, som denne har været i besiddelse af under hele forløbet og som denne – uagtet sagsøgers opfordring – ikke har fremlagt, før sagen er anlagt ved domstolene, og som ellers kunne have medført, at anlæg af sagen ikke var nødvendigt.