Ny Højesteretsdom om erstatning for psykiske skader

Den 19. august 2021 afsagde Højesteret afgørelse i en sag anlagt af en buschauffør, der påstod erstatning for psykiske skader. Buschaufføren havde i forbindelse med sit arbejde været vidne til en færdselsulykke, og pådrog sig som følge heraf en psykisk lidelse i form af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Sagen gav Højesteret anledning til endnu engang at træffe en afgørelse om mulighederne for erstatning for psykiske skader. Højesteret afviste dog muligheden for at udvide området af erstatningsberettigende situationer og fandt således, at buschaufføren ikke var berettiget til erstatning.    

Psykiske skader i dansk ret

Dansk ret har i efterhånden mange år eksplicit anerkendt erstatning for psykiske skader – i hvert fald i sager, hvor skadelidte er den direkte skadelidte. Hvis en skadevolder på f.eks. culpøs vis forårsager en anden person en direkte psykisk skade, vil dette kunne føre til et erstatningsansvar. Dette fastslog Højesteret blandt andet i sin dom af 15. november 2011, hvor en ansat blev tilkendt erstatning for en psykisk anstrengende personaleweekend.

Dansk rets udgangspunkt er dog, at det alene er den direkte skadelidte, der har mulighed for at opnå erstatning. Dette udgangspunkt er imidlertid ikke uden undtagelser, og dansk retspraksis viser også eksempler på, at den indirekte skadelidte, der har lidt en psykisk skade, kan opnå erstatning herfor.

En af undtagelserne hertil er når skadelidte får en psykisk skade som følge af eller i forbindelse med en fysisk skade. Denne undtagelse har været anerkendt siden 1973, hvor Højesteret tilkendte erstatning til en bilist for tabt arbejdsfortjeneste m.m., da han udviklede en angstneurose efter at have været uskyldigt involveret i en færdselsulykke. Da skadelidte havde været udsat for mindre alvorlig fysisk skade samt en også for ham selv farlig færdselsulykke, fandt Højesteret, at bilisten var berettiget til erstatning.

I et senere tilfælde tilkendte Højesteret erstatning til en skadelidt, der ved en påsat brand var påført et traumatisk chok. Til støtte for, at skaden var erstatningsberettigende fokuserede Højesteret blandt andet på, at skadelidte selv var i overhængende fare, hvorefter skadelidte var berettiget til erstatning.

I 2007 skulle Højesteret igen behandle en sag om indirekte psykiske skader, hvor sagsøgerne påstod erstatning for sorg og savn, da en af sagsøgerne nærtstående var afgået ved døden, og da lægerne havde begået fejl i forbindelse med behandlingen heraf. Højesteret fandt, at sorg og savn ikke var en psykisk lidelse og af den grund, skulle der ikke tilkendes erstatning, men Højesteret åbnede op for en mulig udvidelse af det dagældende anvendelsesområde for erstatning for psykiske skader, da Højesteret udtalte følgende:

”Det kan ikke udelukkes, at der også i visse andre tilfælde [end de ovenfor beskrevne] kan blive tale om at tilkende erstatning for psykisk skade, eksempelvis i tilfælde, hvor en person overværer, at en nærtstående bliver dræbt ved en ulykke.”

Denne mulighed blev anvendt ved Højesterets dom af 14. maj 2014, hvor Højesteret tilkendte erstatning til en psykisk skadelidt for en lidelse, som den skadelidte blev påført ved underretning om, at hendes tidligere ægtefælle forsætligt havde dræbt skadelidtes døtre på 2 og 7 år. Skaden rakte i dette tilfælde ud over sorg og afsavn og vedrørte altså en direkte skade påført på sagsøgers nærtstående.

Sammenfattende kan den danske retsstilling vedrørende psykiske skader altså opsummeres således, at der kan tilkendes erstatning i 1) sager hvor skadelidtes psykiske skade opstår i forlængelse af eller i forbindelse med en af skadelidte lidt fysisk skade, 2) sager hvor skadelidtes psykiske skade opstår i forlængelse af et hændelsesforløb, hvor skadelidte har været udsat for en fare for fysisk skade og 3) sager hvor skadelidte har været nærtstående til personer, der er afgået ved døden, hvis den psykiske skade går ud over sorg og savn.

Højesterets dom af 19. august 2021

Den seneste afgørelse på området faldt den 19. august 2021, da Højesteret behandlede en sag mellem en buschauffør (ved dennes fagforbund) og et forsikringsselskab, der var objektivt ansvarlig i henhold til færdselslovens § 101, stk. 1. Buschaufføren pådrog sig en psykisk lidelse i form af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), da han havde overværet en person, der netop havde forladt bussen, blive påkørt af en varebil med døden til følge og da han var med til at yde den direkte skadelidte førstehjælp. Varebilen var ansvarsforsikret, hvorfor sagsøgte i sagen var forsikringsselskabet.

Spørgsmålet for Højesteret var, om forsikringsselskabet skulle svare erstatning til buschaufføren som følge af den psykiske lidelse, han havde pådraget sig i en situation, der var omfattet af færdselslovens regler om objektivt ansvar.

Højesteret fastslog, at buschaufføren måtte anses som en indirekte skadelidt, og at færdselsloven ikke indeholder særlige bestemmelser herom, hvorfor afgørelsen måtte baseres på dansk erstatningsrets almindelige principper. Derudover fastslog Højesteret, at buschaufføren på intet tidspunkt selv var i fare (som det var tilfældet i afgørelsen fra 1973), og at buschaufføren ikke var nærtstående til den afdøde (som det var tilfældet i afgørelsen fra 2014).

Vores vurdering

Højesteret erkendte således, at de i denne sag var på uprøvet territorie, hvilket med andre ord betød, at Højesteret havde mulighed for at udvide omfanget af erstatningsmuligheder ved psykiske skader. Højesteret udnyttede imidlertid ikke denne mulighed, men konkluderede i stedet, at der heller ikke i øvrigt foreligger omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at der ikke tilkommer andre end den direkte skadelidte erstatning. Højesteret frifandt derfor forsikringsselskabet og har således slået fast, at man ikke er berettiget til erstatning for ens psykiske lidelse, hvis den er opstået ved at overvære en ikke-nærtståendes ulykke, hvis ikke man selv har været i fare.