Hvornår kan en sag henvises til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1?

Denne artikel er en opfølgning på artiklen af 15. december 2021; ”Højesteret giver borger medhold i principiel skattesag”.

Højesteretssagen blev af byretten henvist til landsretten i 1. instans. For at en sag kan henvises, skal den opfylde betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1. Hvornår en sag opfylder betingelserne, er ikke klart, hvilket udledes af retspraksis. I denne artikel vil vi forsøge at give en hurtig gennemgang af, hvilke betingelser der skal være opfyldt samt vores vurdering af, hvornår de er opfyldt.

Formålet med retsplejelovens § 226, stk. 1

Højesterets centrale opgave er at sikre retsenheden i landet og træffe afgørelse i principielle sager, som rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Højesteret skal derfor som udgangspunkt kun behandle sager, der opfylder disse kriterier. Hvis en sag opfylder kriterierne, anses den for at være egnet til at blive behandlet i Højesteret. Lovgiver har med bestemmelsen i § 226 fastsat en regel om, at disse sager garanteres at blive behandlet i Højesteret ved, at de starter i landsretten i 1. instans. Dette skal ses i sammenhæng med to-instansprincippet.  

Betingelserne for henvisning:
Betingelserne for henvisning er, at sagen skal være af 1) principiel karakter og 2.a) have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, eller 2.b) væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Det kan udledes af forarbejderne, at der foreligger en positiv afgrænsning, en negativ afgrænsning samt et subjektivt moment i vurderingen af, om en sag kan henvises til landsretten.

Den positive og negative afgrænsning relaterer sig til bedømmelsen af, hvorvidt sagen er af principiel karakter (betingelse 1), og den anden betingelse (2.a og 2.b) relaterer sig hovedsageligt til det subjektive moment.

Den positive afgrænsning:
Af forarbejderne fremgår, hvilke områder der ofte er genstand for sager af principiel karakter. Det er bl.a. sager, der vedrører lovfortolkning, herunder i sager der vedrører prøvelse af en administrativ afgørelse samt spørgsmål inden for EU-ret eller EMRK.

Sager, hvor domstolene fastsætter principper for, hvordan konkrete momenter skal bedømmes og afvejes, hører også inden for området af principiel karakter. Det kræver dog, at de principper der fastslås, vil være retningsgivende for andre sager. Sager, hvor administrative afgørelser fraviger hidtidig praksis, kan tillige anses for at være principielle.

Såfremt en sag opfylder den positive afgrænsning, vil sagen herefter blive vurderet ud fra en negativ afgrænsning.

Den negative afgrænsning:
En sag anses for ikke at være af principiel karakter, hvis sagens afgørelse navnlig beror på en konkret bevismæssig vurdering eller på en skønsmæssig afvejning af en række momenter, og hvor afvejningen ikke har nogen vidererækkende betydning. Det gælder også, uanset om der foreligger et principielt spørgsmål om fortolkning af en lov, hvis spørgsmålet i første række beror på en konkret bevisbedømmelse.

En sag anses heller ikke for principiel, hvis der allerede er taget stilling til det rejste spørgsmål eller, at der vil blive taget stilling til det, fordi der allerede verserer en sag ved Højesteret om samme spørgsmål. Risikoen for, at den verserende sag bortfalder, eller at Højesteret ikke tager stilling til det principielle spørgsmål, kan som udgangspunkt ikke medføre, at sagen skal henvises.

Det subjektive moment:
Udover betingelsen om principiel karakter skal sagen også have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Af forarbejderne fremgår, at der efter omstændighederne vil være tale om en skønspræget vurdering. Denne vurdering foretages af dommerne, hvilket er udtryk for det subjektive moment. I denne vurdering indgår også, om byretten som alternativ til henvisning til landsretten i stedet kan behandle sagen med 3 dommere (kollegial behandling). Retspraksis viser imidlertid, at betingelserne som hovedregel er opfyldt, når en sag er af principiel karakter.

Sammenfattende:
En sag er som udgangspunkt genstand for henvisning i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, hvis sagen opfylder den positive- og negative afgrænsning. Herefter vil det ud fra en samlet skønspræget vurdering blive afgjort, hvorvidt sagen opfylder betingelserne. Vurderingen vil bero på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder samt de rejste spørgsmål, herunder om spørgsmålene findes egnet til at blive behandlet af Højesteret.

Højesteretssagen:
Højesteretssagen omtalt i artiklen af 15. december 2021 (som i første instans blev henvist til landsretten) illustrerer, hvordan betingelserne for henvisning anvendes i praksis.

Det principielle spørgsmål i sagen vedrørte navnlig fortolkning af kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Da der er tale om lovfortolkning samt prøvelse af en administrativ afgørelse, opfyldte sagen den positive afgrænsning.

Bevismæssigt lå det i sagen fast, at skattemyndighederne også forud for 6-måners fristen i skatteforvaltningsloven havde været ”i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger” til at kunne varsle genoptagelse. Der skulle derfor ikke foretages en konkret bevismæssig vurdering i sagen.

Tidligere højesteretsdomme fra 2018 havde fastslået, at 6-måneders-fristen i § 27, stk. 2, i tilfælde, hvor skattemyndighederne var ved at undersøge, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse, først skulle anses at løbe fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne var kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til faktisk at kunne varsle genoptagelse. Dette kunne umiddelbart tale for, at sagen ikke var principiel, fordi spørgsmålet tidligere var afklaret i praksis.

Imidlertid gjorde Skatteministeriet gældende, at i tilfælde, hvor skattemyndighederne ikke har indledt sin undersøgelse af, om der er grundlag for genoptagelse, skal 6-måneders-fristen først regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne ”kommer til kundskab” (dvs. bliver opmærksom på), at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Dette spørgsmål var ikke tidligere prøvet af domstolene.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, giver ofte anledning til tvister i det administrative klagesystem samt by- og landsretterne. Afklaring af de enkelte detaljer i bestemmelsen vil derfor have generel betydning for retsanvendelsen.

ooOoo

Følg med i februar hvor reglerne for omkostningsgodtgørelse i skattesager vil blive gennemgået.