Højesteret giver borger medhold i principiel skattesag

Det var ikke kun Rigsretten, der 13. december 2021 afsagde en vigtig afgørelse. Højesteret gav samme dag KLARs klient medhold overfor Skatteministeriet i principiel sag. KLAR Advokater (Peter Christian Kierkegaard) førte sagen for både Lands- og Højesteret.

Denne nyhed er en del af en nyhedsserie, der er delt op i følgende tre dele:
(1) Højesteret giver borger medhold i principiel skattesag
(2) Hvornår kan en sag henvises til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1,
(3) Reglerne for omkostningsgodtgørelse i skattesager

Nyhederne vil løbende blive publiceret.

Den konkrete sag

Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT (nu Skattestyrelsen) var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for en skatteyder i årene 2011-2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2, 1. pkt.

Hvornår kan SKAT og skatteydere ekstraordinært genoptage skatteansættelsen?

Som hovedregel kan skatteforvaltningen varsle om en ændring frem til 1. maj i det 4. år efter indkomståret (”ordinær ansættelse”). Skattestyrelsen skal herefter senest i det 4. år træffe en afgørelse. Tilsvarende frist gælder for skatteyderens genoptagelsesanmodning. For skatteydere med enkle økonomiske forhold er fristen afkortet til 30. juni i 2. kalenderår efter indkomstårets udløb.

Både skatteforvaltningen og skatteydere kan i visse tilfælde ekstraordinært genoptage en ansættelse. Et af de tilfælde, hvor skatteforvaltningen kan genoptage en ansættelse, er, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætlig eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

I de tilfælde, hvor der kan ske ekstraordinær genoptagelse, er det en betingelse både for skatteforvaltningen og skatteyderen, at varsling/anmodning om genoptagelse fremsættes senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen/skatteyderen ”er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen” af fristerne for ordinær ansættelse. Hvis denne 6-månedersfrist ikke overholdes, bortfalder adgangen til ekstraordinær genoptagelse.

Borgeren havde handlet groft uagtsomt

I den konkrete sag fandt Højesteret, at skatteyderen (en 90-95 år gammel dame som havde haft et par faldulykker og var visiteret til plejehjem) havde handlet groft uagtsomt. Hun havde via sin bank investeret i investeringsforeningsbeviser og havde i Skats system fået registreret anskaffelsessummen på disse værdipapirer med en 10 gange før høj værdi. Det medførte, at når hendes bankrådgiver senere solgte de pågældende værdipapirer, blev der generet et væsentligt tab, som resulterede i en betydelig negativ kapitalindkomst. Dette tab kunne fratrækkes i hendes personlige indkomst med den virkning, at hun i fem år fik al sin a-skat retur (ca. 40.000 kr. årligt).

Uanset at der var en række undskyldelige forhold i sagen, herunder kvindens alder, sundhedstilstand, manglende it-kundskaber, hele to forsøg på at registrere anskaffelsessummer, manglende modtagelse af årsopgørelser i papirformat, mv., konstaterede både Vestre Landsret og Højesteret ganske kortfattet, at der var handlet groft uagtsomt.

Der er klar retspraksis på, at der anlægges en skærpet uagtsomhedsvurdering af skatteydere med særlig skattemæssig indsigt (revisorer, advokater, mv.). Dommen må læses sådan, at der ikke levnes meget plads til argumentation om en mildere uagtsomhedsvurdering for skatteydere med reducerede subjektive forudsætninger i en sag som denne, hvor al skat tilbagebetales over en årrække.

Havde SKAT overholdt 6 måneders-varslingsfristen?

6-månedersfristen løber efter ordlyden af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er ”kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse” af de ordinære frister.

Spørgsmålet gik derfor på, hvornår det var kommet til skatteforvaltningens kundskab, at den oprindelige skatteansættelse var foretaget på et urigtigt grundlag som følge af skatteyderens groft uagtsomme eller forsætlige forhold.

Højesteret har i to domme fra 2018 om henholdsvis flytning fra Danmark og pengeoverførsler fra et Cayman Island selskab fastsat, at fristen løber fra det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er ”kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage korrekt skatteansættelse.” I de to sager fik skatteforvaltningen først tilstrækkelige oplysninger efter, at skatteforvaltningen var begyndt at undersøge sagen nærmere, hvorfor 6-måneders fristen i de to sager ikke var sprunget for skattemyndighederne.

I denne sag lå det for Højesteret fast, at skattemyndighederne ikke i de seneste 6 måneder før varslingen om genoptagelse havde modtaget nye oplysninger udefra. Men Skatteministeriet gjorde gældende, at begrebet ”kundskab”, som fremgår af ordlyden af § 27, stk. 2, forudsætter, at skattemyndighederne faktisk er blevet opmærksomme på de forhold, som begrundede genoptagelse. Det vil sige, at uanset at skatteforvaltningen har været i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger længe, var skattemyndighederne ikke (efter Skatteministeriets anbringende) kommet til kundskab om de relevante forhold.

Dødsboet gjorde under sagen gældende, at kundskabsbegrebet skal forstås i overensstemmelse med de to Højesteretsdomme fra 2018, således at 6-månedersfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger.

Som yderligere anbringende gjorde dødsboet gældende, at skatteforvaltningen ikke blot var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger, men også efter sagens omstændigheder havde anledning til at behandle oplysningerne, dels fordi det ud fra oplysningerne i skatteyderens skattemappe var tydeligt, at ”noget var galt”, dels fordi skattemyndighederne allerede i et styresignal fra 2014 havde meddelt, at der var konstateret væsentlige fejl i Skats værdipapirsystem, hvorfor et stort antal skattesager skulle genoptages.

Endvidere gjorde dødsboet gældende, at hvis fristen skulle regnes fra et tidspunkt, hvor skatteforvaltningen ”bliver opmærksom på” det forhold, der begrunder genansættelse, vil medføre, at tidspunktet for fristberegningen bliver vilkårligt og alene op til Skat at afgøre. Endelig gjorde dødsboet gældende, at det i sagen ikke var dokumenteret, at skatteforvaltningen ikke på et tidligere tidspunkt var blevet opmærksom på de relevante forhold.

Dommen – varslingsfristen ikke overholdt

Højesteret gav med forholdsvis kortfattede præmisser dødsboet medhold. 6-månedersfristen skal i overensstemmelse med de to domme fra 2018 regnes fra det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der foreligger grundlag for genoptagelse. Det lå i sagen fast, at skatteforvaltningen ikke havde modtaget nye oplysninger de seneste 6 måneder. Alene ved at sammenholde de oplysninger, som skatteforvaltningen havde i skatteborgerens årsopgørelse, indberetningerne i værdipapirsystemet og indberetningerne fra skatteborgerens bank, kunne skatteforvaltningen konstatere, at skatteyderens skatteansættelser var urigtige, og at dette skyldtes groft uagtsomme forhold.

KLAR mener …

Den korte præmis er interessant, bl.a. fordi Højesteret ikke fandt anledning til nærmere at begrunde, at skatteforvaltningen tillige havde haft anledning til at interessere sig nærmere for skatteyderens skattemappe eller bevismæssige forhold i øvrigt.

Ved alene at fokusere præmissen på (1) fortolkningen af kundskabsbegrebet i § 27, stk. 2, (2) det bevisfaste forhold, at skatteforvaltningen ikke havde modtaget nye oplysninger udefra de seneste 6 måneder og (3) at grundlaget for genoptagelse kunne konstateres ud fra de oplysninger, som var i Skats besiddelse, synes Højesteret at anlægge en objektiveret (”hård”) linje vedrørende fortolkningen af 6-måneders-fristen – som gælder både for skatteforvaltningen og skatteyderne.

Det betyder, at uanset om skatteforvaltningen eller skatteyderne ikke faktisk subjektivt er ”opmærksom på” de forhold, som kan begrunde genoptagelse, regnes 6-månedersfristen fra tidspunktet, hvor man er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger – i hvert fald, hvor oplysningerne foreligger i en tilgængelig og overskuelig form som i denne sag.

Forklaringer om, at skatteforvaltningen eller skatteyderen modtager mange oplysninger, prioritering af andre typer sager mv., er efter Højesterets nye dom som udgangspunkt ikke relevante i forhold til fristberegningen efter § 27, stk. 2.

Balancen mellem fristregler og det materielle rigtige resultat

Forældelsesfrister og frister for ansættelsesændringer er nødvendige for at skabe retsafklaring, af bevismæssige årsager og for en hensynsmæssig tilrettelæggelse af administration og en rimelig ressourceanvendelse.

Fristregler medfører i sagens natur, at visse sager ikke får det materielt rigtige resultat, hvis relevante frister springer. Skatteydere, som har betalt for meget i skat, kan som følge af fristregler blive afskåret fra genoptagelse, ligesom skatteforvaltningen som følge af fristregler kan blive afskåret fra genoptagelse. Dette gælder selv i tilfælde, hvor skatteydere som følge af groft uagtsomme eller endda forsætlige forhold har betalt for lidt i skat.

Hvis ikke skatteforvaltningens frist i den foreliggende sag – hvor det bevismæssigt lå fast, at Skat igennem en længere årrække havde været i besiddelse af de tilstrækkelige oplysninger – skulle anses for sprunget, ville § 27, stk. 2, nær være tømt for indhold i relation til sager om grov uagtsomhed og forsæt.

Det bliver spændende at følge, hvordan dommen fremover kommer til at indvirke på praksis i sager for by- og landsretterne.