Forretningsbetingelser

KLAR Advokater P/S’ forretningsbetingelser er gældende for enhver opgave, som vi påtager os, medmindre andet aftales skriftligt.

1. Sagens modtagelse
Ved modtagelse af nye sager undersøger vi i overensstemmelse med retsplejeloven, Advokatsamfundets regler og vore egne interne procedurer, at der ikke foreligger inhabilitet eller interessekonflikter. Hvis vi ikke kan påtage os sagen som følge af inhabilitet eller en interessekonflikt, kan vi være behjælpelige med at finde et andet advokatkontor.

KLAR er – ligesom alle andre advokatkontorer – underlagt lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme. Vi er således i en række tilfælde forpligtede til at indhente og opbevare identitetsoplysninger fra vores klienter samt til løbende at vurdere risikoen for, at hvidvask eller terrorfinansiering måtte forekomme i tilknytning til vores sager. Vores klienter kan derfor opleve, at vi stiller en række spørgsmål og beder om dokumentation til afklaring heraf. Dette gøres rutinemæssigt, og oplysningerne bruges ikke til kommercielle formål. Se i øvrigt vores persondatapolitik for yderligere oplysninger om vores behandling af personoplysninger.

Vi er herudover forpligtede til at undersøge transaktioner, hvis der opstår mistanke om, at de har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. I den forbindelse kan vi i helt ekstraordinære tilfælde være forpligtede til at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet eller Advokatsamfundet.

2. Fortrolighed
Alle medarbejdere hos KLAR er underlagt tavshedspligt. Vi behandler alle oplysninger, vi modtager fra klienter, med fuld fortrolighed, medmindre andet aftales.

KLAR kan ved ekstern kommunikation ikke sikre, at tredjemand behandler oplysninger fortroligt.

3. Insiderhandel
Alle medarbejdere hos KLAR er omfattet af vores interne insiderregler samt gældende lovgivning, som skal forhindre insiderhandel, og som indebærer forbud mod enhver videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner mod handel med børsnoterede værdipapirer.

4. Klientkonto
Vi forvalter klientmidler efter Advokatsamfundets regler herom. Derfor indsættes klientmidler på særskilte klientkonti, og både positive og negative tilskrevne renter tilfalder klienten. Klienten debiteres eventuelle gebyrer, som det kontoførende pengeinstitut måtte kræve ved oprettelse, vedligeholdelse eller nedlæggelse af klientkontoen.

Ved oprettelse af en klientkonto har vi pligt til at videregive identitetsoplysninger til pengeinstituttet, hvori klientkontoen oprettes, idet pengeinstituttet skal leve op til hvidvaskloven.

Klientmidler på klientkonti er beskyttet op til 100.000 EUR pr. klient pr. pengeinstitut i henhold til lov om indskyder- og investorgarantiordning. Dækningsloftet omfatter klientens indeståender på egne konti, på separate klientkonti og på samleklientkonti. KLAR hæfter ikke for tab af klientmidler, der måtte følge af det kontoførende pengeinstituts insolvensbehandling.

5. Honorar og fakturering
Inden vi udfører en opgave for en klient, giver vi gerne – og altid over for forbrugere – en pris på udførelsen af opgaven. I mindre sager, hvor det er muligt at forudse sagens gang, kan vi ofte give en samlet pris på hele opgaven. I større sager kan dette sjældent lade sig gøre. I stedet prisfastsætter vi her gerne overskuelige delopgaver, inden vi udfører dem og informerer om principperne for beregningen. I større opgaver orienterer vi desuden løbende klienten om vores tidsforbrug.

Vores priser er som udgangspunkt baseret på, hvor meget tid vi bruger på sagen, men følgende øvrige faktorer kan også have betydning ved prisfastsættelsen: Opgavens størrelse, kompleksitet, opgavens betydning for klienten, det opnåede resultat, ansvaret forbundet med løsning af opgaven, sagens værdi, omfanget af påkrævet specialviden og erfaring, samt om opgaven er udført uden for normal arbejdstid.

Vores timepriser, der benyttes ved afregning efter medgået tid, kan til enhver tid findes på vores hjemmeside her.

Vi afregner som udgangspunkt månedsvist bagud og ved sagens afslutning, medmindre andet aftales. I visse typer sager anmoder vi også om forudbetaling af vores anslåede honorar. Vores betalingsbetingelser er 14 dage fra fakturadato.

Klienten debiteres særskilt for udlæg og omkostninger i forbindelse med opgaven. Ved udlæg og andre omkostninger beder vi som udgangspunkt om forudbetaling.

I tilfælde af klienters forsinkede betaling beregnes morarenter i henhold til rentelovens regler herom.

6. Immaterielle rettigheder
Ophavsretten og andre immaterielle rettigheder til det arbejde og materiale, som KLAR frembringer, tilhører som udgangspunkt KLAR, medmindre andet er aftalt med klienten.

7. Opgavens afslutning
Både KLAR og klienten kan til enhver tid bringe samarbejdet til ophør. Retten til honorar og omkostningsgodtgørelse bortfalder ikke i tilfælde af opsigelse.

Originale dokumenter tilbageleveres senest ved opgavens afslutning. Vi opbevarer desuden en kopi af sagens akter. Vi henviser herom til vores persondatapolitik.

8. Markedsføring
Medmindre klienten frabeder sig dette, er KLAR berettiget til at referere til en opgave i markedsføringsmæssige sammenhænge, når opgaven er afsluttet, og hvis opgaven er offentlig kendt.

9. Ansvar, ansvarsbegrænsning og forsikring
KLAR er ansvarlig for vores rådgivning over for vores klienter efter dansk rets almindelige regler med de nedenfor anførte begrænsninger.

Klienten kan alene rette krav mod KLAR Advokater P/S og således ikke mod den enkelte partner eller andre medarbejdere.

Vores rådgivning er målrettet til den konkrete opgave og må ikke uden vores udtrykkelige samtykke anvendes til andet formål. Vi er kun ansvarlige over for klienten for den rådgivning, som er ydet, medmindre andet er aftalt.

Vi er danske advokater og rådgiver derfor alene på baggrund af dansk ret. Såfremt der indgår udenlandske retsforhold i en sag vi varetager, og vi rådgiver klienten i tilknytning hertil, sker denne rådgivning enten på følgende grundlag af en ren ordlydsfortolkning med udgangspunkt i vores danske juridiske uddannelse og generelle erfaring i forbindelse med den pågældende type opgaver, og/eller at der alene er tale om formidling/sammenfatning/referat af rådgivning modtaget fra en udenlandsk rådgiver på klientens vegne. Uanset omstændighederne omfatter vores rådgivning aldrig rådgivning om den relevante udenlandske retsstilling, som altid bør søges afklaret med en relevant udenlandsk rådgiver.

KLARs ansvar pr. opgave er uanset det foregående begrænset til DKK 10 millioner. Vores ansvar omfatter ikke formuetab, driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill eller andre former for indirekte eller konsekvensøkonomiske tab.

KLAR hæfter ikke for fejl begået af rådgivere, som KLAR har henvist til, eller for fejl begået af underleverandører, som KLAR har overladt dele af opgavens udførelse til eller har henvist til.

10. Klager
Er klienten ikke tilfreds med vores bistand eller honorar, bedes klienten kontakte opgavens ansvarlige partner.

I tilfælde af en tvist om salær opkrævet af KLAR Advokater P/S og/eller utilfredshed med en af KLAR Advokater P/S’ advokaters adfærd, kan klienten klage over salærets størrelse og/eller adfærden til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, www.advokatnaevnet.dk

11. Lovvalg og værneting
Enhver tvist mellem en klient og KLAR skal løses efter dansk ret ved de danske domstole med Københavns Byret som første instans.

Forretningsbetingelserne er senest opdateret den 19. november 2021.