Ejendom anvendt til privat daginstitution fritaget for at betale kommunal dækningsafgift

• – Vil lignende typer af anvendelse også kunne være fritaget?

Københavns Byret har i dom af 16. december 2020 afgjort, at Københavns Kommune ikke havde hjemmel til at pålægge dækningsafgift på den del af en ejendom, der blev anvendt af en større privat daginstitution, jf. ejendomsbeskatningslovens § 23 a, stk. 1.

Hvad er dækningsafgift?

Dækningsafgift er en ejendomsskat indført med henblik på, at kommuner skal have mulighed for at blive ”kompenseret” for de udgifter, som private ejendomme, der anvendes til ”kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed”, teoretisk set påfører en kommune.

Kommunens udgifter kan f.eks. være udgifter til brandvæsen, vedligeholdelse af vejnettet, renhold af veje, fortov og cykelstier samt udgifter til gadebelysning og lignende.

Flere kommuner har i de seneste år pålagt dækningsafgift på stort set alle typer af private erhvervsejendomme med henvisning til, at ejendommenes konkrete anvendelser er et ”lignende øjemed”, der er egnet til at påføre kommuner de nævnte udgifter.

Det er således også særligt spørgsmålet om, hvad der er et ”lignende øjemed”, der har givet anledning til en række retssager mod kommunerne.

Dommen af 16. december 2020

Den konkrete sag omhandlede, hvorvidt de dele af en ejendom, der blev anvendt til ”fitness” og til privat daginstitution udløste dækningsafgift efter ejendomsbeskatningslovens § 23 a, stk. 1.

Københavns byret fandt, at den del af ejendommen, der blev anvendt til ”fitness” i form af bl.a. yoga og dans var et ”lignende øjemed”, og således udløste dækningsafgift, fordi ydelserne blev udbudt kommercielt og der efter byrettens opfattelse ankom et betydeligt antal daglige gæster, som påførte kommunen udgifter af den art, som bestemmelsen skal give kommunerne mulighed for at få dækket.

Der foreligger imidlertid anden utrykt praksis fra landsretten, hvor ejendomme anvendt til fitness er blevet fritaget for at betale dækningsafgift.

For så vidt angik ejendommens anvendelse til privat daginstitution fandt byretten, at kommunen faktisk blev påført de omtalte udgifter, men at der imidlertid alligevel ikke var grundlag for at anse anvendelsen som et ”lignende øjemed”, der således lovligt kan pålægges dækningsafgift. Dette på trods af, at daginstitutionen tilbød institutionspladser i henhold til aftale med Københavns Kommune, at daginstitutionen var organiseret i privat form og at daginstitutionen løbende selv opkrævede forældreindbetalinger og dermed potentielt kunne skabe et økonomisk overskud.

Dommen understreger, at ikkeenhver form for anvendelse, der udøves i en privat erhvervsejendom og påfører kommunen de udgifter, som bestemmelsen har for øje at dække, udløser dækningsafgift.

Byrettens dom understøtter samtidig, at tilsvarende anvendelsesformer kan være undtaget fra pligten til at betale dækningsafgift allerede som følge af anvendelsestypen.